søndag den 30. oktober 2011

Forsøg med kvæder: Kvædesnurrer


I denne uge var der 4 store kvæder med kassen fra Årstiderne. Jeg har aldrig prøvet kræfter med kvæder før, så jeg var lidt på bar bund, med hvad der skulle blive ud af dem. Efter flere forslag fra andre madbloggere, besluttede jeg at lave et kvædebrød. Det ligger stadig på køkkenbordet og tørrer - det er en lang proces af lavet sådan ét.

Kvædebrøds-forsøget første til et andet forsøg. Jeg havde nemlig en masse kvædekød tilovers efter siruppen til kvædebrødet var færdigt og det skulle da ikke gå til spilde. Resultatet blev lækre, sej-sprøde snurrer med meget aromatisk fyld. Prøv dem, prøv dem! De er SÅ lækre og dejen er fuldstændig fantastisk.

Jeg brugte Meyer's opskrift på kanelsnurrer til dejen, men da jeg ikke har en rørermaskine, kom den til verden på en lidt anden måde end i den originale opskrift.

Til 14-16 kvædesnurrer skal du bruge...
Dej:
5 dl kold mælk
50 g gær
1 æg
1 kg hvedemel
150 g sukker
15 g salt
12 g stødt kardemomme
100-150 g smør

Fyld:
2-4 store kvæder
1/2 økologisk citron i kvarte (med skræl)
sukker efter smag (kvæder kræver en del sukker)
2 stjerneanis
3 kryddernelliker
2 kardemommekaplser
1 spsk hakket frisk ingefær
kanel efter smag
50 g smør

æg til pensling og sukker til at drysse med

Og gøre sådan med det...


1. Rids skrællen på kvæderne, når de er blevet vasket og renset og kog dem i vand til det lige dækker, med rigeligt sukker og alle ingredienser, undtaget smør, i  1/2-1 time til de er møre.

2. Befri kvæderne for skræl og kærnehus. Skær kvæderne i mindre stykker og kog dem til en slags grød sammen med krydderier (evt. nogle nye, hvis de andre har afgivet al deres smag) og citron. Når grøden er forholdsvist tyk, fiskes krydderierne op og kasseres. Citronen skæres i små stykker og blandes i grøden. Stil grøden på køl.

3. Hæld kold mælk i en skål og rør gæren ud heri. Tilsæt æg, hvedemel (jeg brugte ølandshvede og almindeligt hvedemel), sukker, salt og kardemomme. Har du ikke en røremaskine ælter du selv dejen, så lang tid du har kræfter til. Dejen bliver blank og glat, når den har fået nok. Strø eventuelt noget mel ud over dejen indtil konsistensen er rigtig.

4. Rul nu dejen ud, så den er ca. 1,5 cm tyk over det hele. Skær skiver af smøret og læg dem over hele fladen. Fold dejen flere gange, så smøret bliver lagt i lag. Rul dejen ud og fold den sammen igen. På den måde fordeles smøret i mange små lag og skaber en lækker struktur i snurren. Fortsæt indtil smøret er foldet helt ind i dejen.

5. Lad dejen hæve i lunt i 1,5 time under et klæde.

6. Vend dejen ud på et meldrysset bord og rul den ud til en stor rektangel (40 cm x 50 cm).

7. Fordel kvædegrøden på 2/3 af dejen og fordel smør i små tern ud over. Drys med kanel.

8. Fold nu den 'rene' tredjedel af dejen ind over den midterste tredjedel. Og den sidste tredjedel ind over til sidst. Se illustrationen.
9. Rul eventuelt dejstykket ud og skær det da i 16 strimler.

10. Sno hvert stykke 4-5 gang og sno dem rundt om sig selv, så enderne samles i bundet. Stil snurrerne på en bageplade med bagepapir. Jeg havde plads til 3x4 snurrer på én plade. Lad snurrerne hæve i 2 timer. De bliver ca. dobbeltstørrelse.



11. Pensl snurrerne med sammenpisket æg, drys evt. med sukker og bag dem ved 200 grader i 12-20 min. afh. af ovn og størrelse på snurrerne. Når de er flotte og gyldne, er de færdige.

12. Tag snurrerne ud og lad dem køle på en rist.


Snurrerne er sjovest den dag de er bagt og kan sagtens nydes mens de stadig er lidt lune.

Jeg er helt forelsket i den her dej, så det er ikke sidste gang jeg forsøger mig med den. Næste gang tænker jeg noget med marcipan.

2 kommentarer:

  1. Tak for super-lækre snurrer i dag... rabarber/marcipan = frækt
    :) MUMS!
    Nice blog... Sig hej til Ida. Kram

    SvarSlet
  2. Hej Mathias, godt I kunne lide dem:) De kommer her ind snarest. Hils familien! Kærlig hilsen Katja

    SvarSlet