onsdag den 2. februar 2011

Skovshoved Hotel - 5 knapt så gode retter

Min kæreste og jeg gav hinanden spare-julegaver til jul i form af en Sweetdeal på "5 retters innovativ menu på Michelin-anbefalet restaurant med udsigt over Øresund" på Skovshoved Hotel.

Dealen var god; 5 retter for 249 kr. (normalprisen er 550 kr.). Jeg havde også glædet mig længe, da jeg ikke har været ude at spise fint siden NOMA.

Restauranten er flot indrettet og vi blev taget godt imod. Der gik lidt lang tid, før vi fik vand og brød, men til gengæld var brødet enormt lækkert da det kom, serveret med hvad der smagte som hjemmekærnet smør.

Vi valgte en af de billigere vine på kortet, så vi kunne flotte os med et glas dessertvin til desserten. Til prisen (255 kr.) var det en virkelig god Malbec. Dessertvinen, en "moscatel pasa", Bodegas Dios Baco, Jerez fra Spanienvar aftenens hit. Da tjeneren, som kaldte den gammel sherry, hældte den op, kunne det lige så godt have været ahornsirup at dømme på konsistens og farve. Den var sød, tyk og perfekt.


Køkkenet lagde lovende ud med først kalvetatar med vagtelæg og varianter af persille, efterfulgt af skorzonerod med blanketsauce, løgrogn og sprødt kyllingeskind. Meget lækkert.

Hovedretten bestod af oksebavette - et rigtig godt stykke kød efter min mening, som sidder ved nyren - serveret med estragonpuré, brændt salat og en kartoffelmousseline. Kødet var lækkert og mørt, men kartoflen kunne lige så godt have været en æggekage. Den var grynet og smagte bare mest af æg. Den brændte salat var vi begge ret uforstående over for; Det smagte simpelthen bare dårligt, brændt og spillede på ingen måde sammen med de andre indtryk på tallerkenen.

Den anden sidste ret var friteret camembert med armeriddere og solbær. Jeg kan godt lide friteret camembert, men jeg forstår slet ikke hvem der har syntes at det var en god idé at serverer en fedt-smagende bombe i en ellers (nogenlunde) elegant menu. Den alt for panerede og alt for lidt ostede 'klump' slettede fuldstændig de fine smage, vi havde fået indtil da. Den arme ridder, var ret arme; Tørt toastbrød med kanel.

Desserten var brunsviger med øllebrødsis, 'sne' af yoghurt og brunsvigerkagedej på chiffon. Kagen var sådan set udemærket, men vi havde fået rigeligt kanel i den forrige ret. Dejen på chiffon havde en ubehagelig sur eftersmag - lidt gæret. Isen var dog lækker og cremet og gik fint til den luftige brunsviger.

Efter maden bestilte vi to dobbelt espresso. Indtil da havde vores tjener været meget sød og opmærksom, men da vi fik kaffen, var den brændt og smagte forfærdeligt. Det gjorde vi venligt opmærksomt på. Mit bud er at maskinen ikke har været renset ordenligt eller at barionetten sad for længe inden maskinen blev startet. Vi fik to nye kopper, der smagte lige så skidt som de forrige, af en nu meget fornærmet og uhøflig tjener.

Jeg ser det at gå ud at spise, som en oplevelse der starter fra man træder ind ad døren og først slutter når man går igen. Derfor forstår jeg ikke de restauranter, der ikke satser på at kunne servere en god kop kaffe efter maden. Det er den smag man husker og går derfra med og det kræver så lidt at lave en god kop kaffe. I mine øjne skiller det fårene fra bukkene - en virkelig god restaurant forstår at sende sine gæster ud ad døren med en god smag i munden og alle de andre stopper servicen for tidligt.

I bussen på vej hjem sad vi og funderede over, at ingen af os kunne huske, hvornår vi sidst havde været helt igennem tilfredse, når vi forlod en restaurant. Er det fordi vi er mad-snobber? Ja, jeg er, men det er min kæreste ikke. Jeg stiller krav til et spisested, fordi jeg ved hvad der skal til og hvor små ting der ofte er med til at gøre den helt store forskel.

Jeg elsker at spise ude og jeg vil meget gerne bruge penge på det, hvis jeg føler at det jeg får til gengæld er det hele værd. Skovshoved Hotel bryster sig af at være Michelin-anbefalet og hører til de lidt dyrere restauranter, hvorfor de skuffer endnu mere.

Vi havde en dejlig aften med god vin i fine omgivelser, men maden levede desværre ikke op til forventningerne.

Hvornår har du sidst haft en perfekt spiseoplevelse?

5 kommentarer:

  1. falder Noma ikke under den eftersøgte kategori?

    SvarSlet
  2. Hej Anders

    NOMA er efter min mening uden for kategori. Der var oplevelsen vild, men indeholdte både lækker og ulækker mad. Det var en perfekt aften med nogle ikke-perfekte indslag, hvis du forstår hvad jeg mener.

    God aften!

    SvarSlet
  3. hvad kan man forvente når man får 5 retter for 249 kr.? Michelin-anbefalingen er højest sandsynligt ikke kommet i hus efter denne menu, synes det er vigtigt at man vejer pris og kvalitet op mod hinanden...

    SvarSlet
  4. @ anonym: Det er sandt, men da denne menu var til halv pris af normalprisen, synes jeg ikke kvaliteten var god nok. En 5 retters menu til 500 kr burde efter min smag være bedre sammensat.

    SvarSlet
  5. Jeg ser, at du ligesom på forhånd sammenligner Skovshoved med NOMA, som du i øvrigt heller ikke var tilfreds med. Har netop været på Skovshoved Hotel. En skøn oplevelse fra start til slut. Dejlig 5-retters menu med tilhørende vine!Mon ikke du skulle prøve det næste gang, du går ud at "spise fint"?
    I øvrigt fornemmede jeg en behagelig stemnning i hele huset. Det skal nævnes at vi overnattede i dejligt værelse med udsigt over Øresund,og derfor også indtog en upåklagelig morgenbufe`

    SvarSlet