onsdag den 19. oktober 2011

Sous vide - hjemmeudgaven #1

I dag får jeg to af mine søstre og far til middag. I den anledning har jeg besluttet at kaste mig ud i at tilberede bøffer sous vide - dvs. i vandbad.

Egentlig foregår sous vide i et tempereret kar, hvor kødet er vakuumpakket i plastik, men da jeg har hverken det ene eller det andet, bliver min version knapt så high tech.

Jeg har købt et digitalt stegetermometer, som jeg har bundet fast på håndtaget af min største gryde, så spidsen er cirka i midten af gryden. Gryden er fyldt med vand, som hele tiden skal være ca. 60 grader varmt.


Bøfferne ligger jeg i hver deres frysepose, suger luften ud og binder en stram knude på, så vandet ikke kan trænge ind til kødet.

Poserne kommer i gryden og stegetermometeret sættes til 61 grader. Når det bipper slukker jeg for blusset og sætter termometeret til 59 grader. Når det bipper tænder jeg for blusset igen og sætter det til 61 grader. Når det bipper slukker jeg og sætter det til 59 grader. Og sådan fortsatter jeg i to timer, indtil jeg er sikker på at bøfferne er 60 grader hele vejen igennem, hvilket svarer til en medium bøf. Vandet holder forholdsvist godt på varmen, så man behøver ikke rende ud i køkkenet hele tiden.

Til slut tager jeg bøfferne ud af poserne, tørrer dem og steger dem kort på hver side på en meget varm pande, så de får en smule stegeskorpe.

Resultatet skulle gerne være smør-møre bøffer, der er jævnt rosa hele vejen igennem.

Til bøfferne har jeg lavet en pommes anna og en lækker rucola-salat med friske figner, karmeliserede mandler med lidt chili og en god blåskimmelost.

Desserten står på hindbærgrød med vanilje og balsamico lagt i lag med sukkerristede havregryn og flødeskum vendt med lidt creme fraiche, som til sidst er pyntet med små kyskager.

Jeg glæder mig til at se resultatet! I hører nærmere...

Ps. Læs hvordan det gik her.

torsdag den 8. september 2011

Skal du også med til MAD+MEDIER?

Min blogger-karriere startede faktisk kort inden Madbloggersymposium sidste år. Jeg læste om det spændende arrangement på nettet og besluttede at 'det måtte jeg da bare med til!'. Man skulle have en madblog, for at kunne deltage og sådan kom MAD ifølge mig så til verden.

Min blog har nu eksisteret i et års tid og har lidt flere indlæg på bagen, end den havde sidste år, så det er selvfølgelig på sin plads, at vende tilbage til træffet igen i år.

I år hedder det MAD+MEDIER og henvender sig til alle madkommunikatører. Programmet er endnu mere imponerende i år, end det var sidste år og det strækker sig over en hel weekend.

Jeg glæder mig og håber vi ses!

tirsdag den 6. september 2011

Vild med Cofoco: Oysters&Grill!

En lidt forsinket fødselsdagsmiddag med mine forældre gik i går til Oysters&Grill i Sjællandsgade. Oysters&Grill er nyeste skud på Cofoco-stammen - en koncern jeg er ret begejstret for.

Deres mad er forholdvist billigt og flere af deres restauranter har menu-tilbud, hvor man får 3-4 retter for 250-400 kr. Ganske rimeligt efter min mening.

Jeg har før spist på Les Trois Cochons, Vespa og Scarpetta med stor fornøjelse og glædede mig til at prøve deres søster på indre Nørrebro.

Konceptet er at man bestiller skaldyr pr. 100 gr, som bliver serveres rustikt på de voksduge-beklædte borde, der da også indbyder til, at man gerne må svine lidt og spise med fingrene. Vi startede med en østers hver og valgte derefter en blanding af alle skaldyr, Havets frugter, hvor to portioner passede perfekt til fire mennesker. 

Til hovedret fik vi alle meget lækre bøffer - specielt flankesteaken var meget lækker! Dertil dele salat og pommes allumettes (pommes frittes med tændstik-tykkelse).

Vi kom af med 1500 kr for vand, en flaske Barolo, østers, forret og hovedret til fire personer inkl. en gavmildt tips til tjeneren.

Det eneste minus ved Oysters&Grill er, at der er en forfærdelig akustik. Vi havde problemer med at høre hvad hinanden sagde, selvom vi snakkede meget højt, hvilket faktisk bidrog til at vi sprang desserten over. Lidt ærgerligt.

MEN en varm anbefaling her fra til jer der endnu ikke har væltet jer i alskens skaldyr hos Oysters&Grill!

lørdag den 18. juni 2011

Restaurant Relæ i Jægersborggade - Der skal jeg snart spise igen!

Jeg var på Relæ i Jægersborggade for et par uger siden og havde en fantastisk aften. Derfor vil jeg give mine varmeste ord om restauranten videre til dem der endnu ikke har besøgt Relæ.

Maden er billig - 325 kr. for 4 retter - og ekstremt velsmagende. Vin-menuen byder på lækre og velvalgte vine. Betjeningen er professionel, men ikke snobbet.

Alt i alt en dejlig scene for næste restaurantbesøg!

tirsdag den 7. juni 2011

Sommer på bloggen!

I anledning af sommeren, er der kommet lidt farve på MAD ifølge mig. Håber solen snart skinner igen!

Hjemmelavede forårsruller med svinekød, glasnudler og grøntsager


Jeg har længe haft lyst til at lave hjemmelavede forårsruller, så det faldt absolut i god jord, da min kærestes mor gav os et par pakker fuldkorns, forårsrulle-dej.

Det er overraskende nemt at lave sine egne forårsruller og så smager de væsentligt meget bedre end Daloon's. Hvis du er i tvivl om, hvordan man ruller så'n en forårsrulle, kan man finde utallige toturials på youtube, så jeg vil ikke prøve at forklare det på skrift, da du sikkert bare bliver skræmt væk eller forvirret, selvom det er super nemt.

Jeg har lavet fyld af hvad jeg lige havde og kunne købe på en søndag, så den her opskrift er bare en "vejviser" - stort set alt kød og grøntsager kan bruges. Jeg har efterfølgende også med succes lavet dem med hakket oksekød.

Til 16 stk. af mine hjemmelavede forårsruller, skal du bruge...

onsdag den 11. maj 2011

Dip/dyp med skyr og flødeskum

Jeg havde gået længe og kigget på den der hvide og lilla bøtte fra Løgismose nede i Netto og overvejet hvad f... et surmælksprodukt med 0,2 % fedt dog skulle gøre godt for, da en kollega en dag havde en lækker dressing på skyr med på arbejde (vi holder sammenskudsfrokost hver dag). Derfor prøvede jeg skyr af til min kærestes fødselsdagsmiddag.

Nu når det er så fedtfattigt, tillod jeg mig at blande det med flødeskum, for at få en lækker luftig konsistens - man kan selvfølgelig gøre sin egen version mere eller mindre fedtfattig - derudover hakkede jeg en masse friske krydderurter, lidt citronskal og -saft og smagte til med salt og peber.

Tjums kalder vi det i min familie og det refererer til alle slags dyppelser. Denne skyr-tjums blev brugt til bagte kartofler og gulerødder og den smagte helt vildt godt!