Senere i dag får jeg læsegruppen til ost og rødvin, men inden da kommer en veninde eller to forbi til en kop kaffe og i den anledning har jeg bikset nogle små mini-pies sammen.
Min mor og jeg elsker kastaniepuré med vanilje og plejer altid importere det hjem fra Frankrig. I sommer var min mor på vandretur i Italien og de laver også kastaniepuré - ikke lige så godt - men jeg fik da et glas i souvenir. Nu har det snart stået åbent i mit køleskab længe, så i dag skulle det bruges op!
Det blev til tre små pies med en sød tærtedej og fyld af valnødder og kastaniepuré. Jeg har lavet en meget lille portion, men der skal jo bare ganges op, hvis du skal bruge flere.
Af udstyr skal du bruge...
Kagerulle
2 udstikkere (en stor og en lille)
Muffinforme
Dej
50 gr smør
100 gr mel
40 gr flormelis
lidt salt (mindre end en knivspids)
1/4 æg
Fyld
2 store spsk kastaniepuré
1 håndfuld valnødder (pekannødder er sikkert også nice)
en smule friskkværnet peber og stødt kardemomme
1 spsk æg
Pynt
Flormelis
vand
citronskal
Hele valnødder
...og gøre sådan med dem...
Bland alt til dejen hurtigt og saml den med et par dråber vand, hvis der ikke er æg nok. Stil dejen på køl, mens du blander fyldet.
Hak valnødder mellemgroft (eller som du nu synes), bland dem i puréen og rør det lindt med æg.
Rul dejen tyndt ud (ca. 3 mm) - evt. mellem to stykker bagepapir, hvis dejen klistrer fast til kagerullen. Udstik tre store og tre små cirkler.
Tip: Jeg brugte en stor thekop og et champagneglas.
Beklæd muffinformen med den store cirkel og lad evt. det overskydende dej hænge ud over kanterne. Fyld en god spsk. fyld i hver form og luk dem med de små cirkler. Pres låget forsigtet ned, så det holder nogenlunde tæt.
Pensel evt. med sammenpisket æg og bag ved 200 grader i 20 min. eller ind til de er gyldne.
Bland en tyk glasur med flormelis og vand og smag til med en anelse revet citronskal. Når kagerne er kølet en smule af, pyntes de med en valnød "limet" på med citronglasuren. Server med creme fraiche og en god kop kaffe.
Enjoy!
Mine smagte lidt underligt
SvarSletHar du lavet dem, Villads? Mine smagte dejligt:) Signe og Marta var også godt tilfredse.
SvarSlet