NOMA: Kunst og/eller mad?

Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg skulle sætte ord og bogstaver på mit besøg på NOMA..

Det var fantastisk. Det var mærkeligt. Det var ulækkert. Det var grænseoverskridende...

Det var mange ting jeg havde forventet og mange ting jeg ikke havde forventet... 

Ankomst

Vi blev selvfølgelig mødt i døren af en hær af tjenere. Jeg i alt for høje hæle, taget gulvbelægningen i betragtning, og Andreas i pænt og afslappet 'NOMA skal ikke få mig i det stiveste puds på en ganske almindelig tirsdag'-outfit. 

...og så...

Derfra kørte showet bare hårdt på i godt 4 timer - og hvilket show! Jeg vil ikke røbe for meget, hvis én af jer derude nu står med et NOMAbesøg lige om hjørnet, for meget af oplevelsen er overraskelsen. 

Jeg vil dog røbe, at vi fik serveret en levende og utilberedt reje, spiste af borddekorationen og skar råbuk med en finsk håndlavet dolk, som selvfølgelig kom i en håndlavet læderskede. Den ret sprællende reje var skyld i at jeg, efter kun 5 minutter på verdens bedste restaurant, havde en kæmpe klat brun smør-creme midt på maven. 

Vi fik 7 retter, som var en 8 retters, med vin-menu. Kun østriske vine og kun én rød. Normalt er jeg en rødvinspige, men det var virkeligt gode vine, så vi nød dem til fulde. Vi troede at vin-menuen betød 1 glas vin til de små retter og to til de store, men det betød at der var 8 forskellige slags vin og man skulle have vin til hver en bid. Det ville sige at så længe der var mad på tallerkenen,  var der vin i glasset. Vi testede det ved at Andreas tømte sit glas to gange under én ret og fik det fyldt begge gange. Jeg tømte mit samtidig med at jeg tog den sidste bid og fik ikke en dråbe mere...små hjerner små fornøjelser...

Når jeg skulle på toilettet blev jeg fulgt hele vejen af en tjener, som igen var klar til at trække min stol ud, når jeg kom tilbage til bordet. Betjeningen var afslappet, sød og vidste alt om alt. 

Det var ret sjovt at være på en restaurant, hvor det var tydeligt, at en del af tjenernes arbejde, var at få de super nervøse gæster til at slappe af og ikke skide grønne snemænd over at være på verdens bedste restaurant. Rollerne var lige som byttet om; Gæsterne var underdanige og betjeningen var oven på - på den gode måde.

Verdens bedste restaurant - fordi...

Under de i alt 20 retter - 9 snacks, 8 retter og 3 slags sødt til kaffen - snakkede Andreas og jeg meget om, hvad det egentlig er NOMA er blevet verdens bedste på. Forstå os ret; Det var en helt igennem gennemført og perfekt aften, men nogle af retterne smagte rent faktisk ikke godt. 

De var alle flotte og virkelig gode påfund, der bevidner at det er små opfindere der render rundt ude i NOMAs køkken, men at spise en spræl levende reje? Hvornår har det været betegnet som lækkert? Eller flødebollen der smagte af salt. Nyt? Ja. Anderledes? Ja. Godt fundet på? Ja, men det smager jo ikke godt. Én af retterne bestod i at vi skulle stege vores eget spejlæg ved bordet og tro det eller ej: Det smagte af spejlæg. Spejlæg er lækkert, men er det mad i verdens klasse? 

NOMA vs. lasagne

Andreas spurgte mig, da vi var kommet hjem og sluttede aftenen af med en kold øl og backgammon, om jeg synes, at det mad vi havde fået, smagte bedre end en lækker lasagne og det måtte jeg sige nej til. Det var usandsynligt smukt, spændende og a-'once in a life time'-experience, men jeg fik flere ting jeg ikke brød mig om

Er I sure nu?

Nu håber jeg ikke, at jeg får en masse 'jamen det er jo kunst'-folk på nakken, der påstår at jeg ikke ser NOMA for hvad det er, for det gør jeg bestemt. Jeg er vildt imponeret og stadig høj på oplevelsen! Det jeg prøver at komme frem til er: Hvornår holder mad op med at være mad - som vi kender det i form af livsvigtig føde, der gerne må smage godt - og bliver til kunst, hvor idéen og udseendet er i fokus, frem for smagen? Og hvornår er det okay? Mit lokale pizzeria bliver jo ikke verdensberømt på at få den gode idé, at putte banan på en pizza, selvom det er nyt og anderledes. 

Nu provokerer jeg lidt, det ved jeg godt...

Men jeg synes det er interessant! Ved det nyligt overståede MADbloggersymposium, snakkede vi meget om det med smag og kvalitet i forbindelse med den vin vi fik under maden. Det var biodynamisk, politisk korrekt, miniproduceret og jeg ved ikke hvad, men vi var flere, der bare syntes at det smagte af dårlig vin. Vi kunne ikke lade være med at spørge os selv, om det er okay, at smagen ikke helt er med, så længe det etiske er dækket ind.

Spørgsmålstegn ved mad som kunst

Jeg ved ikke om det giver mening for jer. Det er ikke sure opstod eller en dårlig anmeldelse af NOMA, jeg prøver at formulere. Det er et, måske lidt kluntet formuleret, spørgsmål til jer og mig selv, om hvorvidt mad kan være kunst og derfor ikke længere blive bedømt kun på smag og anretning, men også på hvor syret, spændende og kunstnerisk det er? Og skulle den gode smag gå en smule tabt hen ad vejen, er det så okay, så længe det er kunst?

Det er pengene værd!

Tag på NOMA, hvis du får muligheden og vær sikker på at få en uforglemmelig aften. Det var ganske vist en gave til mig og derfor ikke mine egne hårdt tjente penge der gik til gildet, men jeg synes bestemt det var hver en øre værd. 

Vi blev serviceret i 4 timer, hvor der ikke gik mere end 5 minutter mellem enten en kok eller tjener var nede hos os. Nogle gange for at fylde vin- og vandglas, andre gange med mad og nogle gange bare for at small talke. 

7 retter koster 1098 kr, vinmenuen koster 895 kr og kaffe med tre slags "sødt" til koster 50 kr, derudover får man 9 snacks og alt det lækre nybagtbrød man kan spise. Det synes jeg ikke er dyrt. Det er bestemt noget af et engangsbeløb at lægge for en middag, men når man tænker på at man er mandsopdækket hele aftenen og hvor mange hænder der er inde over hver eneste tallerken. Jeg gør det gerne igen.

Det var en fantastisk aften! Tak for verdens bedste fødselsdaggave!