Sider

lørdag den 21. august 2010

Hyttetur og sommersalat med hyben og gedeost

Hjemme igen efter 4 dage i hytte et sted mellem Silkeborg og Viborg med de gamle gymnasievenner: Hvor der før flød fint rent blod i mine årer, flyder nu en lind strøm af aioli, saucer og alskens døde dyr. Vi har spist godt, men fedt!

Gårsdagen bød på frokost i det grønne med hjemmelavet hønsesalat rørt på hjemmelavet mayonaise, flæskesteg, svampesauce med svampe fra skoven jævnet med indkogt fløde, cuvette left overs fra aftenen før, æggesalat, tunmousse med dild, sild - både de hvide og de gule, leverpostej med ristede svampe fra skoven og ej at forglemme en lækker salat med grillet gedeost, ristede hyben og mandler. Super lækker salat, som I lige får her med venlig hilsen fra Anne-Mette.


Start med at tænde ovnen på 180 grader og grill.

Og så det her:

-De modne hyben halveres og renses.
-Salaten skylles og rives/skæres i mundrette stykker.
-Solsikkekerne og mandler ristes på panden med olivenolie og balsamico, saltes og afkøles på et stykke køkkenrulle.
-Hyben steges på panden med olivenolie, honning og friskkværnet peber eller chili.

Når alt andet er klart skæres gedeosterullen i 1-1,5 cm tykke skiver og placeres på en bageplade med bagepapir. Grill dem øverst i ovnen mens du holder godt øje med dem - det går lige pludselig hurtigt! De skal gerne tage lidt farve og smelte rundt langs kanten. Når de er færdige skal de ud at stå på bagepladen og lige sætte sig lidt.

Smidt alt op på et fad eller i en skål, vend salaten med olivenolie og balsamico og placer til sidst gedeosteskiverne oven på salaten. Smuk og lækker salat!

Sandsynligvis det eneste sunde jeg har indtaget de sidste fire dage. Fra nu af står den på sund mad og løbeture. Andreas kommer jo snart hjem om en uge og der går det ikke både at være bleg pga. den manglende sommer der aldrig kom OG være tyk pga. mine kammeraters forkærlighed for aioli. Måske skulle jeg give den der cancergrill en chance...

Untill next time.

P.S. Blåbærlagkage med marcipanovertræk nr. 2 er in the making. Denne gang med hjemmelavede bunde a la Boserup. Hmmm

2 kommentarer:

  1. Hej Katja

    Det lyder lækkert det du laver, men hvad med nogle billeder? En madblog uden billeder kan være rigtig svær at lade sig inspirere af. Det er ikke ment som en kritik, men som et venligt forslag.

    Venlig hilsen
    Malou

    SvarSlet
  2. Kære Klidmoster

    Tak for din besked! Du får også lige svar her:) efter 1. sep. er der billeder på bloggen. Glæder mig til at kunne sætte billeder på min mad.

    Kh. Katja

    SvarSlet