tirsdag den 19. april 2011

Madklubben BISTRO-DE-LUXE: Absolut value for money!


I anledningen af at min veninde fra Århus var på besøg i sidste uge, tog jeg og resten af pige-flokken på Madklubben BISTRO-DE-LUXE. 

Jeg har kun hørt godt om Madklubbens restauranter og havde også en rigtig god spiseoplvelese på Allo-Allo i Admiralgade, da den stadig fandtes, men havde aldrig før været på Madklubben.

Jeg er ret vild med denne koncerns manifest, som står trykt på deres menu-kort. Kort og godt står der, at betjeningen er ansat på deres smittende humør og personlighed - ikke på deres fine kendskab til mad og vin, hvilket siger meget om de hyggelige og afslappede rammer restauranterne tilbyder.

Vi blev placeret i en lille bås væk fra de andre borde og hvor tjenerne ikke naturligt kom forbi, så min første tanke var, at vi måske ville blive overset. Men det var heldigvis ikke tilfældet. Vi fik brød to gange, uden at have bedt om det og vores tjener var henne flere gange inden vi fik besluttet, hvad vi ville have at spise. Derudover kom maden hurtigt og kvaliteten var i top.

Menuen omfatter forretter, hovedretter, tilbehør, desserter og ost, suppleret op med en glimrende vinkort. Vi valgte én af deres "power"-vine til 200 kr og den var glimrende. Konceptet er 1 ret for 100 kr og så 50 kr for hver efterfølgende ret - til det skal dog lige bemærkes, at mange af hovedretterne og én af forretterne havde et menutillæg på 50-100 kr.


Min favorit på bordet, var cremede majs med havtaskekæber og rødbeder med gedeost. Kalvespidsbrystet var lækkert, men mindre kød og lidt mere tilbehør, havde bestemt ikke gjort noget. Farverne på tallerkenen var desuden ikke så prangende, men så længe smagen er i top, går det nok.

tirsdag den 5. april 2011

NaCl Showcooking: Fantastisk søndag i Odd Fellow Palæet

Sødt til kaffen
Min mor og jeg var så heldige at få billetter til NaCl Showcooking nr. 12, selvom alle billetter blev revet væk inden for de tre første minutter. Det løb af stablen i søndags i fantastiske omgivelser på Bredgade i København.

Jeg læste første gang om NaCl - Nordic Academy of Culinary Leisure - på en blog (jeg kan desværre ikke huske hvilken) for ca. et halvt år siden og var ikke et øjeblik i tvivl om, at det bare var noget jeg måtte opleve. Min mor er jo heldigvis lige så madglad som jeg selv, så hun var klar på en aften i gastronomiens tegn.

Scenen var allerede sat, da vi trådte ind på gårdspladsen foran Odd Fellow Palæet i Bredgade med store olielamper og en rød løber, der førte ind i palæets smukke lyseblå foyer. Her blev vi mødt med håndtryk og en varm velkomst, der klart understregede den intime og afslappede stemning aftenen bød på.



Som en velkomst gimmick stod der hvad der lignede sperm-prøve-glas med let syrnet fløde (der bestemt kun hjalp på sperm-looket:), som vi skulle kærne/ryste til smør og bruge til brødet. Helt sikkert et party ryste-sammen-nummer at huske. Opskriften var 1 del kærnemælk til 10 dele fløde, lad det stå overdækket og uden for køleskabet natten over. Ryst det i fire minutter, eller til det er blevet til smør, i en lukket beholder, si kærnemælken fra og VOILA: Gæsterne har kærnet deres egen smør.


Tør is og vand med skovbundsessens
Middagen blev serveret i en flot og gammel sal med guld på væggene og højt til loftet, ved flot opdækkede runde borde.

Der var i alt 11 retter, der i blandt en næsten rå bøf af det danske svar på kobe-kød - Man burde aldrig spise andet! Jeg har sjældent fået mere mørt og lækkert kød.


Jeg kan varmt anbefale at bruge penge på sådan en fantastisk aften. Vi gav 400 kr for arrangementet og 175 kr for en vin-menu inklusiv en virkelig lækker dessertvin.

mandag den 14. marts 2011

Brunet blomkålspuré

For et par uger siden, havde vi brunet blomkålspuré på som tilbehør til dagens ret på mit arbejde, hvilket inspirerede mig til at freestyle min egen version derhjemme. Jeg er så heldig at få en årstiderne kasse hver fjortenes dag og lige for tiden er der stort set blomkål i hver gang, så det var kærkomment med lidt ny blomkåls-inspiration.

Det brunede smør og citronskallen giver denne puré en helt eminent smag, som passer perfekt til rødt kød.

For at lave brunet blomkålspuré skal du bruge...

NaCl - biletter i hus!

Lige siden jeg opdagede NaCl, har jeg forsøgt at få billetter til et af deres arrangementer og nu lykkedes det endelig!

Arrangementet kører af stablen d. 3. april i Odd Fellow palæets koncertsal og jeg glæder mig helt vildt. Jeg regner bestemt med at blive blæst bagover, af de dygtige kokkes spændende idéer.

Til jer der ikke kender til NaCl, kan jeg sige at det er en non-profit forening, der består af legesyge kokke, som i ny og næ samles for at lave mad sammen og prøve deres idéer af.

God aften til jer alle derude!

tirsdag den 22. februar 2011

Blogs søges!

Jeg søger, i forbindelse med et projekt, blogs om spiseoplevelser, turisme og oplevelsesøkonomi.

Kender alle jer derude til nogle gode blogs om disse emner? Jeg sætter stor pris på alle idéer og input!

God dag til jer alle.

Kærlig hilsen Katja

tirsdag den 15. februar 2011

Kylling i druesauce


Jeg så før nytår Anne Hjernøe lave vagtler i druesauce med sherry (fino). Jeg har lidt et ambivalent forhold til Anne, men jeg kan enormt godt lide hendes mad-stil. Når jeg selv laver middage ender der som regelt med at være flere hundrede små retter i stedet for få større, ligesom Anne gør med sin "AnneMad". 

Jeg har lavet min egen vagtel-frie version af Annes ret med rødvin i stedet for sherry. Saucen er vildt lækker og kyllingen bliver usandsynligt mør. 

Nu har jeg efterhånden laver retten et par gange med forskellige slags kylling og jeg gør det aldrig på samme måde, så jeg har valgt at lave den her opskrift til en inspirations-opskrift uden mål, som forhåbentlig kan give et par stykker lyst til at kaste sig ud i deres egen druesauce. Lige meget hvad man gør, kan det næsten kun ende med at smage godt. 

God fornøjelse!

Sådan går det for sig...

onsdag den 2. februar 2011

Skovshoved Hotel - 5 knapt så gode retter

Min kæreste og jeg gav hinanden spare-julegaver til jul i form af en Sweetdeal på "5 retters innovativ menu på Michelin-anbefalet restaurant med udsigt over Øresund" på Skovshoved Hotel.

Dealen var god; 5 retter for 249 kr. (normalprisen er 550 kr.). Jeg havde også glædet mig længe, da jeg ikke har været ude at spise fint siden NOMA.

Restauranten er flot indrettet og vi blev taget godt imod. Der gik lidt lang tid, før vi fik vand og brød, men til gengæld var brødet enormt lækkert da det kom, serveret med hvad der smagte som hjemmekærnet smør.

Vi valgte en af de billigere vine på kortet, så vi kunne flotte os med et glas dessertvin til desserten. Til prisen (255 kr.) var det en virkelig god Malbec. Dessertvinen, en "moscatel pasa", Bodegas Dios Baco, Jerez fra Spanienvar aftenens hit. Da tjeneren, som kaldte den gammel sherry, hældte den op, kunne det lige så godt have været ahornsirup at dømme på konsistens og farve. Den var sød, tyk og perfekt.